Mød vores nye FU

Janni, Rikke og Marie er blevet valgt til at være i vores FU, men hvordan er de som personer og hvad glæder de sig til i forretningsudvalget?

SDS's Forretningsudvalg: Janni, Rikke og Marie

SDS’s Forretningsudvalg: Janni, Rikke og Marie

“I FU glæder jeg mig til at samarbejde med de andre, og være en del af at gøre SDS til en endnu federe studieorganisation. Jeg håber vi ses i fremtiden.”

Janni

Jeg hedder Janni, og er 32 år. Jeg bor i Gadbjerg sammen med min kæreste Danny. Min fritid går bl.a. med renovering af vores hus som vi overtog d. 1/7-21. Min familie og venner bruger jeg meget tid på. Derudover skal den yngste af vores hunde trænes. Jeg nyder derudover at udfolde mine kreative evner.

Jeg valgte at blive aktiv i SDS, da jeg mener det er vigtigt at være en del af det sammenhold som man kan finde i SDS. Derudover mener jeg det er vigtigt at lade sin stemme blive hørt i debatten. Jeg valgte at studere til socialrådgiver, da jeg, som de fleste andre, gerne vil hjælpe mine medmennesker. Jeg mener det er et vigtigt erhverv, hvor jeg kan gøre en forskel, og se hvor lidt der skal til for at gøre en stor forskel for andre mennesker.

“Jeg ser frem til et aktivt år i SDS og FU hvor vi får styrket organisationen, så der er et bæredygtigt fundament til alle de seje Socialrådgiverstuderende fremover.”

Rikke

Jeg bor i Rødekro i det mørke Sønderjylland, tæt på den tyske grænse. Jeg er ærke Sønderjyde og vil altid være det. I alle mine 39 år har jeg været bosat i det sønderjyske. Til daglig studerer jeg på Socialrådgiveruddannelsen på UC Syd i Aabenraa. Jeg er netop startet på 6. semester, hvilket betyder at der kun er et år tilbage, inden jeg skal ud i den virkelige verden.

Som det nok fremgår af min alder, så har jeg været ude i den virkelige verden før. I mine unge år tog jeg uddannelsen Teknisk Designer og har frem til 2015 arbejdet med projektledelse i byggebranchen. Men nyt skulle der til. Jeg havde behov for et andet fokus end det materialistiske og besluttede derfor at tage en HF. Gennem de to år kunne jeg finde ud af, hvilken videregående uddannelse der kunne have min interesse. Det blev Socialrådgiveruddannelsen jeg faldt for og jeg har ikke fortrudt det et sekund. En perfekt blanding af individ- og samfundsniveau der præger uddannelsen. Personligt er jeg mest interesseret i det der sker på samfundsniveau, hvilket også gør sig gældende for min politiske interesse, som jeg bruger en del tid på og hvor jeg blandt andet var med i valgkampen til KV21. En super spændende oplevelse med mange politiske dialoger og ikke mindst en masse nye bekendtskaber.

Som studerende er jeg naturligvis også interesseret i studiepolitikken. Jeg var derfor ikke i tvivl om at jeg skulle være medlem af SDS, da jeg startede på uddannelsen. Jeg blev hurtigt aktiv i Landsbestyrelsen og da der ikke rigtig var nogen aktiv klub i Aabenraa, har jeg også været med til at starte den op. Det er hårdt arbejde at holde gang i en lokal klub, især fordi at de studerende ikke er der så lang tid ad gangen, fordi studiet går så hurtigt. Men som det ser ud nu, er vi en lille flok der holder fast, og jeg vil gøre alt hvad der er muligt for at vi har en aktiv klub, når jeg dimmiterer til januar 2023.

Mit aktive medlemsskab i SDS, gjorde det også helt naturligt for mig, at slutte mit studieliv  i FU, og derfor stillede jeg op til valget, hvor jeg heldigvis blev valgt – Tak for det!

SDS er det fedeste faglige- og sociale fællesskab!

“Jeg har de seneste to år siddet i Landsbestyrelsen, der er med til at sætte dagsorden for den nationale linje i SDS. Et arbejde som jeg synes er utrolig spændene. Dette er med til at jeg glæder mig meget til at være en del af FU, hvor jeg kan for lov til at arbejde meget mere med SDS indsatsplan, og vi bliver forhåbentligt mere synlige ude på skolerne, så flere ved hvad SDS er.”

Marie

Mit navn er Marie, jeg er 35 år gammel og studerer på UC syd i Esbjerg, hvor jeg lige er startet på 6. semester. Inden jeg startede på socialrådgiveruddannelsen, har jeg to andre uddannelser bag mig. Jeg er både uddannet køkkenassistent og laborant. Jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg har valgt at læse til socialrådgiver, da jeg synes uddannelsen kan så meget og man kan arbejde mange steder bagefter.

Grunden til jeg blev aktiv i SDS er, at dengang jeg arbejdede som laborant manglede de en arbejdsmiljørepræsentant, på den virksomhed jeg arbejdede på. Efter lidt tids overvejelse, valgte jeg at stille op. Der var store problemer med at folk havde mange lange vagter og havde optjent alt for meget overarbejde, som de ikke kunne få lov til at afholde. Jeg fik samlet alle folk, og vi endte med at gå i samlet flok ind til ledelsen. På den måde fik vi ledelsen i tale og folk fik lov til at afholde deres afspadsering og der blev taget hånd om de lange vagter. Her mærkede jeg hvordan, vi kan gøre en forskel, hvis vi står sammen om det. Derfor tvivlede jeg heller ikke på at blive aktiv i SDS.